Streamingtjenester som Netflix og HBO har fået så godt fat i danskerne, at 45 procent svarer, at de inden for de seneste seks måneder har set mindst én sæson af en serie på en betalt streamingtjeneste. Det viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Søndagsavisen.
– Det er et imponerende tal. Netflix var den første af de tjenester og blev først lanceret i efteråret 2012, så det er stærkt, at så mange danskere har taget et så relativt nyt fænomen til sig så hurtigt, siger Claus Bülow Christensen, digital analytiker hos Zibra Digital Media Group, til Søndagsavisen.
Serier som Game of Thrones, Breaking Bad og House of Cards har de seneste år haft enorm succes på streamingtjenesterne, men danskernes interesse for serier var allerede til stede, da tjenesterne for alvor begyndte at vinde indpas.
– Streaming er kommet i naturlig forlængelse af, at folk købte hele sæsoner af serier på dvd eller havde sæsoner liggende på eksterne harddiske og videooptagere. Det forbrugsmønster har streamingtjenesterne været dygtige til at gøre nemt og overskueligt, siger Rasmus Helles, lektor i kommunikation og it på Københavns Universitet.
Ifølge Claus Bülow Christensen handler vores store forbrug af serier også om, at tjenesterne producerer en enorm mængde af dem og bruger dem som markedsføring.
– Serier er helt afgørende for streamingtjenesternes evne til at tiltrække og fastholde brugere. Det er helt essentielt, at de med jævne mellemrum er i stand til at lancere eksklusive serier, som appellerer bredt, har et højt niveau og kan skabe noget hype, siger han.