Driveby-skyderi mod 21-årig mand

Arkivfoto: Rolf Larsen
Arkivfoto: Rolf Larsen

En 21-årig mand blev natten til lørdag beskydt på Nyborgvej i Odense.

Skyderiet skete kort før klokken 00.30 da den 21-årig kom kørende i sin bil ad Nyborgvej mod vest, hvor der ved Eckersbergvej blev afgivet skud fra en anden bil mod den 21-årige.

Fyns Politi oplyser, at man under gerningsstedsundersøgelserne fandt 19 afskudte patronhylstre.

Nærmere undersøgelser og afhøringer skal efterfølgende hjælpe med at afdække hændelsesforløbet, og hvorvidt hændelsen er en del af bandekonflikten.

Skydevåben fundet ved udbrændt bil
Bilen, der blev anvendt til at skyde fra, er efterfølgende fundet udbrændt ved Davinde i den sydøstlige del af Odense.

De er tale om en hvid Mercedes C63 AMG, årgang 2010, som er en relativ dyr bil med stor motor.

I den udbrændte bil blev der fundet skydevåben, som ligeledes skal undersøges inden det kan siges, hvorvidt det var dem, der blev anvendt til skyderiet.

Der er ikke foretaget anholdelser i sagen, men Fyns Politi hører meget gerne fra vidner, der har set noget, der kan hjælpe til med at opklare sagen, ligesom Fyns Politi er meget interesseret i at høre fra vidner, der har set den udbrændte bil og evt. personer i og omkring køretøjet både før, under og efter skyderiet.