Sodavandspriserne er de seneste år faldet markant, og det har medført så højt et forbrug i befolkningen, at det bekymrer førende eksperter. Det skriver Søndagsavisen.
Priserne er faldet med 31,9 procent siden den tidligere regering først halverede sodavandsafgifterne i midten af 2013 og senere helt afskaffede dem i starten af 2014, viser tal fra Danmarks Statistik. Priserne er i dag under afgiftsniveauet, fordi der er udbrudt priskrig på sodavand i supermarkederne.
– Da afgifterne blev fjernet, kom der stor opmærksomhed fra kunderne på sodavandspriserne. Det gjorde sodavand til en kampplads, hvilket har gjort det ret vigtigt at have skarpe tilbud på sodavand for at tiltrække kunder, siger Lars Aarup, analysechef i Coop, til Søndagsavisen.
De faldende sodavandspriser har betydet, at vi køber mere af det. I 2015 drak danskerne 566 millioner liter sodavand, viser tal fra Skatteministeriet og Bryggeriforeningen. Det er 28 millioner liter mere end i 2013 og svarer til, at hver dansker drikker to liter om ugen.
– To liter om ugen er alt for meget. Vi arbejder for, at man skal ned på en halv liter om ugen. Vi ved, at man øger sin risiko for at få livsstilssygdomme og hjertesygdomme, når man drikker sodavand, siger Inger Larsen, klinisk diætist i Hjerteforeningen.
Samme budskab lyder fra de danske tandlæger, der kraftigt råder danskerne til at skære ned på forbruget.
– Det var en tåbelig beslutning at fjerne afgiften på sodavand. Vi ved, at der er en sammenhæng mellem hvor meget sodavand, man drikker, og hvor mange huller man får i tænderne, siger Tandlægeforeningens formand, Freddie Sloth-Lisbjerg.
I Socialdemokratiet, hvis parti sad ved magten, da det blev besluttet at fjerne afgiften, giver det stigende forbrug anledning til selvransagelse.
– Jeg synes ikke, det var det rigtige at gøre, for vi ved, at afgifter har en adfærdsregulerende effekt, siger Flemming Møller Mortensen, der er sundhedsordfører i Socialdemokratiet. Partiet har dog endnu ikke taget stilling til, om de aktivt skal kæmpe for at genindføre afgiften.

