I går gennemførte Task Force Vest, Sydøstjyllands Politi i samarbejde med Midt- og Vestjyllands Politi en række ransagnigner mod bandemiljøet i Herning. Det har resulteret i at fem personer er blevet fængslet.
Under ransagningerne mandag blev der fundet og beslaglagt tyvekoster og en mindre mængde narkotika.
– I dag blev fem af de ni personer, som Task Force Vest og Midt- og Vestjyllands Politi anholdt i går, fremstillet i to grundlovsforhør, der begge foregik for lukkede døre ved Retten i Herning, fortæller specialanklager Lise Hebsgaard og fortsætter:
– Fire af de anholdte blev sigtet for besiddelse af skydevåben under skærpende omstændigheder og for hæleri af disse skydevåben. Ud af de fire blev de tre af dem også sigtet for handel med narkotika under skærpende omstændigheder. Herudover blev den femte person udelukkende sigtet for handel med narkotika under skærpende omstændigheder.
Retten i Herning valgte ved grundlovsforhøret at varetægtsfængsle alle fem i foreløbigt fire uger. De fire accepterede afgørelsen, mens den femte, der udelukkende var sigtet for handel med narkotika, kærede afgørelsen til Landsretten.
Ransagningerne, der medførte anholdelser af de i alt ni personer, blev til efter en længerevarende og intensiv efterforskning af bandemiljøet i Herning. Den 11. november 2016 blev to andre personer, der har relation til sagen og efterforskningen også fængslet.