Djøf: Regeringsgrundlag med roser – og torne

af

Djøf ser gode takter for væksten i Danmark i regeringsgrundlaget og for ambitionerne for den offentlige sektor. Men også unødvendige torne i buketten.

Det nye regeringsgrundlag har mange gode takter for væksten i den private sektor og udviklingen i hele Danmark. Det er også yderst positivt, at den nye trekløverregering har ambitioner for den offentlige sektor. Men der er samtidig unødvendige torne i buketten, fastslår Djøf i en kommentar til regeringsgrundlaget.

– Jeg er glad for regeringens fortsatte fokus på vækst i samfundet og at man også har øje for, at det forudsætter en god offentlig sektor med ordentlige arbejdsforhold og rum til god ledelse, udtaler Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf og fortsætter:

– Og så er det godt, at regeringen har sat fremtidens arbejdsmarked på den politiske dagsorden. Det nye Disruptionsråd kan få betydning for udviklingen og omstillingen af arbejdsstyrken til fremtidens nye krav om kompetencer. Det arbejde deltager Djøf gerne i.

Der er dog også et par elementer, som stikker ud.

– Omlægningen af SU er stadig en utrolig dårlig ide. Vi har ikke brug at lægge sten i vejen for de unge, der gerne vil uddanne sig, tværtimod, fastslår Djøf-formanden, der også har noteret sig, at regeringen vil i gang med en ny bølge af flytning af statslige arbejdspladser i 2018, før de nuværende er gennemført.

– Djøf anbefaler at afvente en grundig evaluering af de indtil nu skete flytninger af arbejdspladser for at kunne vurdere, om det nu også er den bedste måde at skabe den nødvendige vækst på, slutter Lisa Herold Ferbing.