Københavnere scorer mest på regeringsgrundlaget

af

Danmarks nye regering vil sende tusindvis af kroner i retning af husejerne i de kommuner, hvor priserne er steget mest. Flest penge bliver der til dem på Frederiksberg, der står til en gevinst på mere end 30.000 kroner. Det skriver Søndagsavisen.

I det nye regeringsgrundlag er Venstre, Liberal Alliance og De Konservative således blevet enige om, at grundskylden skal fastfryses til og med 2020. Det blev allerede med finansloven besluttet at fastfryse grundskylden i 2017.

På Frederiksberg betaler den gennemsnitlige boligejer i år 45.367 kroner i grundskyld. Hvis grundskylden ikke blev fastfrosset, ville det beløb i 2020 være vokset til 58.634 kroner. Det giver samlet set en besparelse på 31.038 kroner i årene fra 2017 til 2020. Også i Rudersdal, Lyngby-Taarbæk, København og Gentofte er der store besparelser i vente til boligejerne.

– Det er en betydelig stigning i den samlede boligskat, som de berørte boligejere nu kan se frem til, bliver aflyst, konstaterer Signe Roed-Frederiksen, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, der har foretaget beregningerne for Søndagsavisen.

Det er dog ikke alle boligejere, der får noget ud af en fastfrysning af grundskylden. Af landets 98 kommuner har fastfrysningen af grundskylden ingen betydning i 29 af dem. Det gælder især kommuner i Jylland og på Fyn, hvor husejerne i dag allerede betaler det fulde beløb i grundskyld i forhold til deres boligs værdi.

Når det ikke er tilfældet i landets andre kommuner – især i Storkøbenhavn – skyldes det, at boligpriserne steg kraftigt her i 00’erne. Men da grundskylden som følge af skattestoppet fra 2001 kun kan stige med den årlige såkaldte reguleringsprocent, som maksimalt set er på syv procent, er der stadig mange boligejere, der har et efterslæb i forhold til deres boligs værdi og den skat, de betaler.

Det er med andre ord også de boligejere, der bor i de mest eftertragtede områder, som vil opleve den største gevinst, når grundskylden fastfryses.