Tyrkiet: PKK muligvis bag angreb ved stadion

af

De tyrkiske myndigheder mener, at det muligvis var PKK, som stod bag lørdagens dobbelte bombeangreb, der har kostet 38 mennesker livet.

Angrebet skete i nærheden af Vodafone Arena i Istanbul, hvor to tyrkiske hold havde spillet fodbold. Først blev en bilbombe udløst og derefter udløste en selvmordsbomber sin bombevest.

Til tv-stationen CNN Türk sagde den tyrkiske vice premiereminister, Numan Kurtulmus søndag:

– pilene peger på PKK.

– Der vil komme en udtalelse når efterforskningen er overstået. Vi kan ikke sige noget definitivt nu.

I første omgang var meldingen, at 29 var blevet dræbt i angrebet, men dødstallet er natten og morgenen igennem steget til 38. Samtidig er 155 blevet såret.

Endnu har ingen påtaget sig ansvaret for bombeangrebet.

Læs også: 29 dræbt i dobbelt bombeangreb