Bandefigur anholdt for skud mod fængelsfunktionær

af

Fyns Politi oplyser, at man har anholdt en 20-årig mand fra bandemiljøet og sigtet ham for at have skudt mod en fængselsfunktionær foran Nyborg Statsfængsel.

Fængselsfunktionæren blev ramt af skud i benet, da han var på vej til arbejde den 12. juli klokken 22.46.

Det 20-årige bandemedlem blev anholdt mandag klokken 13.03 efter længere tids efterforskning.

-Vi har arbejdet målrettet mod at få løst denne sag, og i dag kunne vi så skride til anholdelse. Jeg vil ikke udelukke, at vi i den nærmeste fremtid kommer til at foretage yderligere anholdelser i sagen. Mere kan jeg ikke sige lige nu, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen, Fyns Politi.

Den anholdte vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør. Anklagemyndigheden vil anmode om, at det vil ske for lukkede døre.