Nordsjællandsk borgmester går af før tid

Willy Eliasen. Foto: Finn Jørgensen/Egedal Kommune.
Willy Eliasen. Foto: Finn Jørgensen/Egedal Kommune.

Borgmesteren i Egedal Kommune, Willy Eliasen (V), træder tilbage med udgangen af januar næste år.

Onsdag aften havde byrådet i den nordsjællandske kommune et ekstraordinært punkt på dagsordenen, hvor den 74-årige Venstre-borgmester Willy Eliasen officielt anmodede om at blive fritaget fra borgmestererhvervet med virkning fra 31. januar 2017.

Willy Eliasen har haft posten siden 1. januar 2010.

På byrådsmødet valgte politikerne at imødekomme hans ønske om at stoppe som borgmester og fortsætte som menigt medlem af Byrådet, hvilket primært sker af personlige grunde, forklarer Willy Eliasen.

– Det har bestemt ikke været nogen nem beslutning, for jeg har stadig masser af energi og lyst til at fortsætte valgperioden ud. Jeg har truffet beslutningen, fordi jeg ikke har lyst til at gå fra en hektisk arbejdsuge på 50-60 timer til nul timer og pension fra den ene dag til den anden. Det ville have været konsekvensen af at fortsætte som borgmester i 2017 og valgperioden ud, forklarer Willy Eliasen, der også ønsker et ‘godt generationsskifte’.

– For kun et par uger siden meldte jeg ud i nyhedsmagasinet Danske Kommuner, at en driftig kommune som Egedal med rigtig mange børnefamilier ikke er tjent med en borgmester på 75 år. Derfor er jeg glad for, at kunne give plads til, at min partifælle, den noget yngre, men politisk erfarne Karsten Søndergaard, nu kan overtage roret, før bølgerne går højt til valget i november, siger Willy Eliasen.

Den 49-årige Karsten Søndergaard (V) fra Smørum arbejder til daglig som teamleder i Nordea og har siden 2009 være skoleudvalgsformand, de seneste tre år som formand for Egedal Kommunes Børne- og Skoleudvalg.

– Jeg er selvfølgelig meget beæret, men også ydmyg over for at skulle overtage posten som borgmester i Egedal. Jeg vil selvfølgelig trække på mine 15 års erfaring fra byrådspolitik, men ved også fra Willy, at posten som borgmester er særdeles krævende. Det ansvar, der følger med, vil jeg gøre alt for at løfte på bedste vis i 2017, og jeg ønsker at fortsætte det brede samarbejde, siger Karsten Søndergaard.

Udskiftningen på borgmesterposten vil også betyde en mindre rokering i ansvarsområderne internt i partiet venstre byrådsgruppe.