Tirsdag eftermiddag klokken 14.47 modtog Nordjyllands Politi flere anmeldelser om, at der blev kastet store grene ned på Motorvej E45 fra motorvejsbroen Hadsundvej i Aalborg.
– En bilist måtte bremse kraftigt og foretage undvigemanøvre for at ikke at blive ramt af en større gren der blev kastet ned fra broen og ned på motorvejen, oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen.
– Et andet vidne havde set 2 personer stå på Hadsundvej og kaste store grene ned på motorvejen hvor der kørte mange bilister. Vidnet oplyste at grenene var mindst en meter lange og havde en tykkelse af mindst 5-10 cm, oplyser vagtchefen.
De 2 personer var gået/løbet fra stedet efter de havde kastet grenene ned på motorvejen og var gået til en bebyggelse i nærheden.
Politiet blev sendt til stedet og ved Hadsundvej/Golfbakken fik patruljen fat i de to personer, der begge blev anholdt på stedet og taget med til politigården i Aalborg.
Ingen bilister er pt. tilskadekommen men Nordjyllands politi vil meget gerne høre fra bilister der har set de to personer stå på motorvejsbroen eller høre fra bilister der måtte undvige for nedkastede grene fra broen.
Der er tale om to mandlige personer på hhv. 19 og 20 år, er af udenlandske herkomst og skal nu afhøres med tolk. De bliver begge sigtet for overtrædelse straffelovens § 252 ved at have sat andres liv i fare.
Motorvejen ved Hadsundvej blev kortvarigt afspærret ved 17-tiden mens der blev ledt efter spor på stedet.