Mand varetægtsfængslet i sag om flere tyverier

En 25-årig mand fra Odense skal tilbrige nytårsaften bag tremmer efter han i dag blev varetægtsfængslet i en sag om flere tyverier.

Fredag formiddag modtog Fyns Politi en anmeldelse om, at der på en adresse i det nordvestlige Odense holdt en stjålen motorcykel. På adressen traf politiet en 25-årig mand. Det viste sig, at nummerpladen ganske rigtigt stammede fra en stjålen motorcykel – men den sad på en helt anden motorcykel.

Ved ransagning på adressen fandt politiet yderligere 4 stjålne trailere, der alle var efterlyst i forvejen.

Den 25-årige blev så sent som i august i år prøveløsladt med en reststraf på 188 dage efter at have afsonet en dom for bl.a. berigelseskriminalitet. Derfor blev han her til formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Svendborg. Dommeren valgte at følge anklagemyndigheden påstand om varetægtsfængsling, og den 25-årige blev varetægtsfængslet i 4 uger.

Den 25-årige valgte ikke at kære varetægtsfængslingen.