Kvinde varetægtsfængslet i sydkoreansk sag om økonomisk kriminalitet

En sydkoreansk kvinde er blevet varetægtsfængslet i en sag om omfattende økonomiske kriminalitet i Sydkorea.

Fængslingen sker efter Nordjyllands Politisøndag eftermiddag modtog oplysninger fra en koreansk journalist om, at en kvinde, der er efterlyst for omfattende økonomisk kriminalitet i Sydkorea, opholdt sig på en adresse i Aalborg sydøst.

Kvinden skulle være identisk med den 20-årige sydkoreanske dressurrytterske Yoora Chung, datter af Choi Soon-sil, der er er anholdt, mistænkt for at have brugt sit venskab med den sydkoreanske præsident til bl.a. at skafe sig store summer til en fond hun driver. Yoora Chung vandt guld ved de Asiatiske Lege i 2014.

Via Interpol blev det bekræftet, at man fra de sydkoreanske myndigheder den 27. december 2016 havde modtaget en anmodning om international efterlysning af en kvinde. Derfor anholdt Nordjyllands Politi kvinden på den oplyste adresse søndag aften.

Der var yderligere 3 personer samt et barn tilstede på adressen. Disse personer var ikke efterlyst.

Kvinden oplyste uopfordret, at hun var identisk med Yoora Chung, og at hun var bekendt med, at de sydkoreanske myndigheder ønskede at tale med hende. Endvidere oplyste hun, at hendes mor var blevet anholdt i samme sag. Hun opholdt sig i Danmark i forbindelse hestesport.

Nordjyllands Politi er i dialog med Rigsadvokaten, der afventer endelig udleverings begæring fra Sydkorea.

Nordjyllands Politi oplyser, at man udover anholdelsen ikke har foretaget yderligere efterforskningskridt.

Kvinden blev mandag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg og her her blev hun varetægtsfængslet i fire uger.

Kvindens forsvarer kærede fængslingen.