Ophæver forbud mod ophold i Black Army-klubhus

Siden midten af december, har politiet forbudt ophold i et klubhus i Danmarksgade i Herning tilhørende grupperingen Black Army. Det forbud er nu ophævet.

Forbuddet kom efter flere voldsomme episoder som kulminerede, da en håndgranat detonerede i nærheden af klubhuset.

Men knap en måned efter ophæver Midt- og Vestjyllands Politi nu forbuddet.

Ophævelsen skyldes, at Black Army har fraflyttet adressen.

– Vi er godt tilfredse med sagens udfald og at Black Army har fraflyttet adressen. Vi valgte at lukke klubhuset for at skabe kontrol over situationen. At Black Army nu er fraflyttet betyder, at den almindelige borger fortsat ikke behøver føle sig utryg ved at færdes i byen, siger Hans Roost, der leder efterforskningen i sagen om håndgranaten, der blev smidt mod klubhuset på Danmarksgade i Herning den 13. december 2016.

Midt- og Vestjyllands Politi har dog tænkt sig at fastholde et skærpet fokus på klubbens aktiviteter.