Telefonvaner har ændret sig drastisk

Arkivfoto: kaboompics / Pixabay
Arkivfoto: kaboompics / Pixabay
På bare fem år er antallet af afsendte sms’er i Danmark næsten halveret. I 2011 sendte en gennemsnitsdansker 143 sms’er om måneden – i starten af 2016 var det faldet til 75. Det viser beregninger med udgangspunkt i Energistyrelsens Telestatstik, som Søndagsavisen har lavet.

Vi kommunikerer dog fortsat på tekst fra vores smartphones, det sker bare oftere via chatprogrammer som Messenger og Skype. Samtidig sender vi mere end dobbelt så mange mms’er – i 2011 sendte danskerne gennemsnitligt seks mms’er om måneden, i 2016 var det steget til 16.

Vores forbrug af internet på vores smartphones er da også eksploderet. I første halvår af 2011 blev der transporteret 11.344 terabyte data gennem det danske telenetværk – det var mere end fjortendoblet til 162.291 terabyte i første halvår af 2016. Her står øget streaming på telefonen for en stor del af udviklingen.

En anden markant udvikling er også sket i vores forbrug af hjemmetelefoner. Mellem 2011 og 2016 er antallet af abonnementer til hjemmetelefoner – både fastnet og IP-telefoni – faldet fra 2,2 millioner abonnementer til 1,4 millioner. Samtidig taler vi mindre i dem. I 2011 ringede en gennemsnitlig husstand fra hjemmetelefonen i tre timer 44 minutter om måneden – det var faldet til tre timer og tre minutter i 2016.

Til gengæld ringede vi 20 minutter mere om måneden fra mobiltelefonen i 2016, da der er sket en stigning fra to timer og 21 minutter om måneden i 2011 til to timer og 41 minutter i 2016.