Hver anden slukker ikke tørsten i vand

Arkivoto: Pexels / Pixabay

53 procent af danskerne er flittige til at drikke vand, mens den anden halvdel hovedsageligt drikker væsker som kaffe, sodavand, te, saftevand og danskvand. Det skriver Søndagsavisen.

– Hvis vi kigger på den helt store bane i forhold til danskernes sundhed, så må jeg bare sige, at det er fjollet, at der ikke er flere, der udnytter, at vi har noget af verdens bedste drikkevand, siger klinisk diætist ved Kost- & Ernæringsforbundet Mie Lauwersen til Søndagsavisen.

Menneskekroppen har brug for væske til stort set alle funktioner. Vand fungerer som transportør af vigtige stoffer mellem vores celler, og vand er også med til at rense kroppen og hjælpe den af med affaldsstoffer gennem urinen og afføringen.

Omvendt kan vi også få for meget væske, og det er heller ikke godt, fordi det fortynder nogle af de næringssalte, som vi har brug for. Det er typisk noget, man ser hos sportsudøvere.

– Man skal drikke, når man er tørstig. Det der med at gå rundt med en flaske vand og drikke hele tiden anbefaler vi ikke til sunde og raske mennesker, siger hun.

Behovet for væske er individuelt og afhænger blandt andet af alder, kropsvægt og aktivitetsniveau. En tommelfingerregel er to en halv liter væske dagligt. Cirka en liter får vi fra kosten, og resten drikker vi os til.

Men det er ikke helt ligegyldigt, hvad du drikker, hvis du mod diætistens anbefalinger vælger vandet fra. Knap hver femte dansker drikker primært kaffe, og det er i og for sig okay, mener Mie Lauwersen.

– Så længe man holder sig til tre eller fire kopper kaffe om dagen og får resten fra noget andet, er det fint, siger hun.

Man skal til gengæld tænke sig grundigt om, hvis ens primære væskeindtag indeholder sukker.

– Man drikker sig lynhurtigt til mange kalorier, og det kan hurtigt ende i overvægt. Jeg bliver bekymret, når seks procent danskerne primært slukker tørsten i sodavand. Det gælder også light. Det er slet ikke godt for tænderne, siger hun.