Otte dømt i danmarkshistoriens største sag om misbrug af førerkort

I dag blev der afsagt dom i i danmarkshistoriens hidtil største sag om misbrug af førerkort, hvor otte personer fra samme vognmandsfirma blev dømt. Sagen har verseret ved Retten i Horsens siden november måned.

– Sagen startede tilbage i april måned 2016, hvor Tungvognscenter Syd, Sydøstjyllands Politi standsede en af selskabets lastbiler. Her fandt man, at der var blevet snydt med førerkortet,og en efterforskning blev sat i gang. Snart viste det sig, at der var tale om et omfattende misbrug af førerkort for at skjule overtrædelser af køre- hviletidsreglerne, og næsten alle af virksomhedens ansatte blev efterfølgende sigtet i sagen, fortæller specialanklager Pernille Moesborg fra Sydøstjyllands Politi.

I dag blev de otte tiltalte dømt efter anklageskrifterne, dog blev den daglige leder frifundet for én kørsel på en andens førerkort. For de syv chaufførers vedkommende blev der udmålt fængselsstraffe i størrelsesordenen 20 dage til 4 måneder og bøder fra 40.000 kr. til 232.500 kr. De er alle frakendt førerretten mellem 1 og 4 år.

– Der er udmålt nogle meget høje bøder i denne sag. Når man ser på fængselsstraffene, skal man huske, at der kun er 6 måneder i strafferammen. Set i det lys er der tale om nogle meget alvorlige straffe, der viser sagens alvor, siger specialanklager Pernille Moesborg og uddyber:

– Den daglige leder af vognmandsvirksomheden var tiltalt personligt i mere end 330 forhold for både for selv at have overtrådt reglerne og forat have medvirket til alle chaufførernes overtrædelser. For hans vedkommende fandt domsmandsretten, at der var tale om særdeles skærpende omstændigheder og anvendte bestemmelsen om, at strafferammen kan udvides.

Retten lagde vægt på det meget store antal overtrædelser, som han er dømt for at have medvirket til som daglig leder af virksomheden. På baggrund af det valgte Retten i Horsens at idømme ham fængsel i 8 måneder, hvoraf de 2 måneder skal afsones. Resten er gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Han blev også idømt en bøde på 919.500 kr., førerretsfrakendelse i 6 måneder og blev frakendt retten til at være transportleder i 3 år.