Den 29. november 2015 skete der en eksplosion på en adresse på Caroline Mathilde Sti i Vedbæk. Årsagen til eksplosionen var, at en nu 57 årige mand var i gang med at fremstille 10 hjemmelavede kanonslag med hver 30 gram krudt.
Under eksplosionen blev et større stykke af mandens ene arm blev sprængt af. Ingen andre kom til skade under eksplosionen.
Manden blev i Retten i Lyngby den 31. januar idømt 3 måneders ubetinget fængsel for at volde nærliggende fare for naboer og personer i området.
– Det er en alvorlig sag at fremstille sit eget fyrværkeri, hvilket mandens skader desværre vidner om. Det kunne endda være gået endnu værre, hvis eksplosionen var sket blot 7 minutter tidligere, da nogle af naboerne var i mandens lejlighed, mens fremstillingen fandt sted. Det er som sagt en alvorlig sag, men det er først og fremmest en ulykkelig sag for den nu dømte, at han er kommet så alvorligt til skade, udtaler anklager Andreas Juul Bjørn.
På bopælen blev der fundet en del fyrværkeri, herunder både fabrikslavet fyrværkeri, hjemmelavet kanonslag samt ingredienser til fremstilling af fyrværkeri. Da det rene krudt blevet vejet op, var der over 9 kg NEM (Netto Eksplosiv Mængde). Blandt fyrværkeriet var der et par ekstraordinære store kanonslag på op mod 300 gram krudt (satsblanding af kaliumperchlorat og aluminium). Disse havde en sprængkraft på cirka 15 gange militære kanonslag.
Manden har igennem hele sagen erkendt at have haft og fremstillet fyrværkeri, men har nægtet, at han har voldt nærliggende fare efter straffelovens § 252.
Foruden fængselsstraf blev manden pålagt at betale erstatning for skaderne på ejendommen, hvor blandt andet døre inklusive hængsler var blæst ud af væggen. Derudover blev manden pålagt at betale de omkostninger, som politiet havde i forbindelse med, at fyrværkeriet skulle transporteres væk af Forsvarets Ammunitionrydningstjeneste.
Manden modtog dommen.