Sydøstjyllands Politi modtog ved 9-tiden i dag en telefonisk bombetrussel mod Egtved Skole i Vejle Kommune.
Politiet valgte sammen med skolen at evakuere elever og personale, som blev kørt i busser til Den gl. brandstation i Egtved, hvorfra eleverne er blevet hentet af forældre og bedsteforældre.
Området omkring skolen blev afspærret, mens Forsvarets ammunitionsryddere i samarbejde med politiets bombehunde finkæmmede skolen og området omkring den. Der blev ikke fundet noget.
– Det har heldigvis vist sig at være falsk alarm, men vi tager ingen chancer, når vi får sådan en melding ind, fortæller politiinspektør Michael Weiss og fortsætter:
– Nu afslutter vi her i Egtved og fortsætter efterforskningen af sagen.
