Vestre Landsret har i dag afsagt dom i en nævningeankesag mod en nu 27-årig statsløs palæstinenser, der blandt andet var tiltalt for at stå bag et planlagt brandattentat mod Black Armys klubhus i Odense tilbage i efteråret 2014.
Retten i Kolding idømte den 28. september sidste år manden 6 ½ års fængsel og udvist for bestandigt. I dag nedsatte Vestre Landsret straffen til 6 års fængsel, men stadfæstede byrettens dom vedrørende udvisningen.
Den 27-årige mand, som var et toneangivende medlem af en tidligere lokal bande fra Fredericia kaldet Bosporusbanden, blev udover det planlagte brandattentat blandt andet dømt for narkohandel, grov vold og brandstiftelse begået i perioden fra 2009–2014.
Han stak af til Tyrkiet i efteråret 2013, hvor han blev efterlyst sigtet for videreoverdragelse af 65 kg hash. Mens han befandt sig i Tyrkiet, instruerede han i september 2014 medlemmer af Bosporusbanden i, hvordan de med molotowcocktails skulle brænde Black Armys klubhus i Odense ned. Det lykkedes imidlertid politiet at anholde medgerningsmændene og dermed afværge det planlagte angreb.