Seks teenagere dømt for flere villaindbrud i Haderslev

Seks unge mænd i alderen fra 17 til 19 år blev i dag ved Byretten i Sønderborg idømt betingede fængselsstraffe fra 30 dage til tre måneder for indbrud i dagtimerne i villaer i Haderslev.

Indbruddene blev begået i tiden fra august til september 2016.

Flere af de tiltalte blev dømt for et indbrud, andre for flere indbrud.

Derudover blev en af de unge mænd dømt for i marts 2017 at have overtrådt et såkaldt zoneforbud, et forbud mod at opholde sig på et bestemt område i Haderslev.

Alle de dømte har udbedt sig betænkningstid med hensyn til, om de vil anke dommene.