Priskrig fortsætter trods Kiwi-kollaps

, ,

af

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Kiwi lukker de kommende uger deres 103 discountbutikker i Danmark, men kædens farvel betyder ikke, at danskerne vil opleve en mindre intens priskonkurrence end i dag. Det vurderer eksperter overfor Søndagsavisen.

– Det får ikke de resterende kæder til at slappe af eller ånde lettet op. De danske forbrugere vil opleve, at de tilbageværende discountkæder bliver ved med at kæmpe om at have mindst lige så lave priser som konkurrenterne, siger Bruno Christensen, ekspert i detailhandel, til Søndagsavisen.

Kiwis lukning kan sågar blive et wakeupcall for Netto, Rema 1000, Aldi, Fakta og Lidl mener Flemming Birch, ekspert i detailhandel hos Birch og Birch Consumertrends.

– Det kan skærpe konkurrencen, for det her viser tydeligt, at det er alvor. Det er vigtigt at være markedsledende på et område, og det var Kiwi ikke. De havde ikke noget, hvor de kunne sige: ’Det her er vi bedst til’, og det led de under. Det er en påmindelse til de andre kæder om, at man ikke kan slappe af i det her marked, siger Flemming Birch.

Han mener heller ikke, at Kiwis nederlag i discountkrigen vil få de resterende til at slappe af eller sætte priserne op.

– De tilbageværende kæder er i forvejen i så hård konkurrence med hinanden, at det her ikke vil give noget luft eller nogen mulighed for at læne sig tilbage, vurderer Flemming Birch.

Kampen om at overtage de kunder, der ikke længere har nogen Kiwi-butik at gå ind i, vil først og fremmest foregå ude i lokalområderne.

– Har der for eksempel ligget en Kiwi, Netto og Fakta op af hinanden i et område, vil der naturligt opstå en lokal konkurrence mellem Netto og Fakta om Kiwi-kunderne. Der vil man nok se butikkerne lave tiltag, siger Flemming Birch.