34-årig mand sigtet for trusler mod børnehave i Viborg – nu skal han mentalundersøges

En 34-årig mand er blevet varetægtsfængslet i surrugat efter han har fremsat trusler mod en børnehave i Viborg.

I går modtog Midt- og Vestjyllands Politi oplysninger om, at en 34-årig mand havde fremsat trusler mod Børnehaven Prinsen i Viborg. Den 34-årige har oplyst, at han er utilfreds med en afgørelse, som Viborg Kommune har truffet, hvilket har udløst truslerne.

Midt- og Vestjyllands Politi sendte omgående patruljer til flere adresser i området med henblik på observation. Den 34-årige mødte ikke op ved børnehaven, men blev kl. 17.53 anholdt på byens bibliotek og sigtet for at true med at ville skyde omkring sig i børnehaven samt at have fremsat trusler mod flere myndighedspersoner.

I dag klokken kl. 13.30 blev den anholdte fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Viborg med krav om fængsling. Retten valgte at varetægtsfængsle den sigtede fire uger i surrugat. I den tid skal han mentalundersøges.

Politiet er i tæt kontakt med Børnehaven Prinsen og Viborg Kommune for løbende at orientere dem om sagens udvikling. Forældrene til børnehavebørnene er i dag blevet orienteret via børnehavens interne net ”Børnenettet”.