Østjylland: Kontrol fangede flere grove færdselsovertrædelser

Fra torsdag til lørdag var der ekstra fokus på trafikanterne i Øsjyllands Politikreds – og det var en indsats der ‘gav bid’.

Anledningen til indsatsen skyldes to store arrangementer i politikredsen i form af Classic Car Race i Aarhus og Allingåbro Motorfestival. Derudover blev der om fredagen gennemført en kontrol i det vestlige Aarhus.

I alt blev 128 sigtet for overtrædelser af færdselsloven. Af dem var 37 af overtrædelserne så grove, at der lægges op til en betinget frakendelse af kørekortet. De fleste af de betingede frakendelser skyldes primært overtrædelse af hastighedsgrænserne, men også manglede afstand til forankørende og hasarderede overhalinger tæller i statistikken. Derudover modtog 34 personer klip i deres kørekort for manglende overholdelse af hastighedsgrænserne, ligesom 10 trafikanter fik klip i kørekortet for at køre frem mod rødt lys. Derudover var der en del sager for manglende brug af sikkerhedssele og anvendelse af håndholdt mobiltelefon. Endvidere blev der i forbindelse med indsatsen pågrebet en narkopåvirket bilist, ligesom en spirituspåvirket trafikants kørsel blev bragt til ophør.

De grove overtrædelser:
– En bilist blev målt til at køre 131 på den ydre ringvej i Aarhus selv om den højeste tilladte hastighed er 70 km/t.

– En ung kvinde blev målt til at køre 119 km/t på den ydre ringvej i Aarhus, mens et barn på fem år kravlede rundt i bunden af bilen og legede med en Ipad. Bilen var i forvejen fyldt op med børn, og der var så mange børn i bilen, at den fem årige ikke kunne fastspændes korrekt.

– En bil, der var forsynet med stjålne svenske nummerplader, blev bragt til standsning, da den var forsynet med fire politiblink, der var monteret i kølergitteret og forruden. Bilen var importeret til Danmark, hvorfor et telefonopkald til SKAT medførte, at bilen blev beslaglagt på grund af manglende betaling af registreringsafgift.

– En fører af en motorcykel blev, på Ringgaden i Aarhus, målt til at køre 106 km/t mod tilladt hastighed på maksimalt 60 km/t. Ikke helt hensigtsmæssigt når der lå en af politiets videobiler lige bagefter ham – og slet ikke når man gør opmærksom på sig selv ved kun at køre på baghjul over en afstand af ca. 100 meter. Der lægges op til en ubetinget frakendelse af kørekortet for disse forseelser.

– En bilist kørte torsdag aften med en hastighed på 168 km/t mod tilladt hastighed på 110 km/t på motorvej E45 ud for Randers. Denne forseelse ville bilisten dog ikke lade stå alene, da han allerede lørdag blev pågrebet igen, da han blev målt til at køre 175 km/t på motorvejen uden for Aarhus, hvor den maksimalt tilladte hastighed er 110 km/t. Der lægges op til en frakendelse af kørekortet.

– En spirituspåvirket bilist overhalede en civil politibil, mens han talte i håndholdt mobiltelefon.

Også indsatser mod trafiksyndere fremover
Færdselssektionen hos Østjyllands Politi oplyser, at man til stadighed vil forfølge de trafikanter, der på markant vis tilsidesætter færdselslovens bestemmelser.

– Det er indiskutabelt, at for høj hastighed, manglende opmærksomhed og kørsel i påvirket tilstand er årsagerne til de fleste færdselsuheld, hvor der sker dødelig udgang, eller hvor personer kommer alvorligt til skade. Personskadeuheldene medfører menneskelige tragedier, og de er samtidig en voldsom belastning for samfundsøkonomien, hvorfor det er et fælles ansvar, at vi arbejder målrettet med det formål at få nedbragt antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken. Indsatsen viser, at der stadigvæk er et behov for at sætte ind over for trafikanter, der viser manglende forståelse for gældende færdselsregler, og derfor vil sådanne indsatser også fremadrettet blive prioriteret af politiet, siger politikommissær Amrik Singh Chadha fra Færdselssektionen hos Østjyllands Politi.