En 19-årig mand blev søndag formiddag anholdt og sigtet for vold på p-pladsen foran Bilka i Tilst.
Episoden startede, da den 19-årige ankom til Bilka sammen med sin 21-årige ven. Her parkerede den 21-årige sin BMW på en p-plads til handicappede, mens de to kammerater gik ind efter en hotdog.
En 40-årig mand blev sur over, at de to mænd parkerede på en handicapplads og bad dem i skarpe vendinger om at finde en anden plads. Det nægtede de.
Mens de to unge mænd var inde for at stille sulten, ridsede den 40-årige i arrigskab BMW’en med en nøgle.
Da de to mænd kom ud igen, blev den 19-årige så rasende over hærværket, at han slog den 40-årige i hovedet med en knytnæve. Slaget var så hårdt, at den 40-årige fik et rødt mærke og blev svimmel.
Den 19-årige blev anholdt og sigtet for vold, da politiet kom frem. Den 40-årige slap til gengæld for en anmeldelse for hærværk, da han indvilgede i at betale for skaderne.