Tre personer lettere skadet ved uheld til Classic Car Race

af

Tre tilskuere kom lettere til skade ved et uheld med deltagende biler i billøbet Classic Car Race i Aarhus.

Uheldet skete søndag eftermiddag under en overhaling på Strandvejen, hvor den ene racerbil blev presset så hårdt, at den væltede op ad en betonklods og ramte ind i det stålhegn, der står mellem publikum og banen. De tre personer bag hegnet kom kun lettere til skade. Løbsledelsen besluttede efter uheldet at afblæse resten af Classic Car Race.

Ud over uheldet var der fredeligt omkring Classic Car Race. Dog måtte politiet få hjælp til at fjerne fem biler, der holdt ulovligt parkeret, hvor der var standsning forbudt. Da bilerne holdt, så redningskøretøjer ville få svært ved at komme frem, valgte politiet at få bilerne fjernet.