Klokken 01.15 modtog politiet en anmeldelse om, at to personer var blevet skudt ud for en boligblok på Hasle Centervej i boligkomplekset Bispehaven.
De to mænd, der ifølge politiet har tilknytning til en bandegruppering, er lørdag morgen til behandling for deres skudsår – ingen af dem er i livsfare.
Politiet er nu i fuld gang med efterforskningen af sagen.
– Vi fortsætter den øgede indsats og patruljering i området, og vi er fortsat massivt til stede i Aarhus Vest. Nu skal den videre efterforskning afklare, hvad der præcist er sket, og hvad motivet er. Vores umiddelbare vurdering er, at skyderiet har forbindelse til den verserende bandekonflikt i området, siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.
Det er fortsat politiets vurdering, at borgerne trygt kan færdes i området.
Af hensyn til den videre efterforskning kan Østjyllands Politi foreløbigt ikke fortælle nærmere om den konkrete skudepisode.