Spritbilist bragede ind i cyklist og stak af fra uheldsstedet

Arkivfoto: Rolf Larsen
En 47-årig mand stak i nat af fra et færdselsuheld efter han var braget ind i en cyklist.

Uheldet skete klokken 02.48 i krydset Jyllandsgade – Karolinelundsvej i Aalborg. Den 47-årige ville svinge til højre, men ramte under sit sving en 23-årig cyklist, som blev smidt op over køleren og ind mod bilens forrude.

Bilisten stak af fra stedet, men blev få minutter senere spottet af en en politipatrulje på Boulevarden i Aalborg, hvor han blev anholdt.

Den 47-årige bilist var synligt beruset, fortæller politikommissær Henrik Back fra Nordjyllands Politi, som også oplyser, at den 23-årige cyklist pådrog sig hovedskader, men er ikke kommet alvorligt til skade.