Fald i tilgangen til erhvervsuddannelserne

Arkvifoto: Joenomias / Pixabay

Nye tal viser, at knap otte procent færre elever er begyndt på en erhvervsuddannelse sammenlignet med sidste sommer – fire procent skyldes dog dimensionering af den pædagogiske assistentuddannelse. Til gengæld falder langt færre elever fra på skolerne.

Tallene viser således, at det fortsat er en udfordring at få eleverne til at starte på erhvervsuddannelserne.

Det samlede frafald fra grundforløb til hovedforløb er faldet med ni procentpoint fra 58 procent blandt elever med start i andet halvår 2014 til 49 procent for elever med start andet halvår 2015. Samtidig begyndte knap 27.000 elever på en erhvervsuddannelse i sommeren 2017. Det er knap 8 procent mindre end sidste sommer. Cirka halvdelen af den store tilbagegang skyldes, at der er blevet indført adgangsbegrænsning på uddannelsen til pædagogisk assistent for at sikre, at der ikke blev uddannet for mange med dårlige praktik- og jobmuligheder.

– Det er meget positivt, at frafaldet er faldet så markant. Det viser, at det er de rigtige elever, der kommer ind på uddannelserne. Men det er ærgerligt, at den positive udvikling i tilgangen, vi så med sidste års tal ikke er fortsat. Nu fortsætter vi arbejdet med at finde de gode løsninger, der skal til for at gøre erhvervsuddannelserne attraktive for flere, siger undervisningsminister Merete Riisager.

Regeringen har indgået en trepartsaftale, som skal give flere praktikpladser, fordelsuddannelser, brobygning i folkeskolen og mere åben skole. Ud over den praksisfaglige dimension i uddannelsesparathedsvurdering ses der også på, hvordan praksisfagligheden i folkeskolen kan styrke generelt.