Hensynsløs bilist dømt for at bringe andres liv i fare

Arkivfoto: succo / Pixabay
En 47-årig mand er blevet idømt et års ubetinget fængsel for blandt andet at have bragt andres liv i fare ved hensynsløs bilkørsel.

Dommen faldt i går ved retten i Kolding.

Anklagerfuldmægtig fra Sydøstjyllands Politi, Therese Marie Brüner fortæller:

– Den 47-årige kørte så hensynsløst i en stjålet bil den 16. august 2017 i og omkring Grindsted, at han blev sigtet og nu dømt for i fem tilfælde at have bragt andres liv og førlighed i fare.


Det var en borger som kontaktede politiet og fortalte, at vedkommende muligvis havde set en fører i en stjålet bil køre i Grindsted.

Politiet fandt efterfølgende bilen, men den 47-årige, der kørte bilen, ville ikke standse og derfor blev der indledt en biljagt, der hvor den 47-årige i flere tilfælde kørte mod færdselsretningen, ignorerede den ubetingede vigepligt og nåede op på en hastighed på 140 km/t.

– Flere trafikanter var nødsaget til at foretage undvigelsesmanøvrer for ikke at blive påkørt af den 47-årige, uddyber anklagerfuldmægtig Therese Marie Brüner og fortsætter:

– Men efter 11 km fik Sydøstjyllands Politi stoppet føreren af bilen ved en mindre påkørsel, og han blev herefter anholdt.

I forbindelse med ransagningen af den brugsstjålne bil fandt politiet en række genstande, som viste sig at være stjålne genstande, og det blev den 47-årige mand også dømt for. Derudover blev han dømt for en række øvrige forhold af tyveri og brugstyveri.

Udover at blive idømt et års ubetinget fængsel blev den 47-årige mand ligeledes frakendt førerretten i 3 år.

Den 47-årige mand påtog sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen. Han blev varetægtsfængslet efter dom.