De tre personer, der blev efterlyst i forbindelse med et drab begået i Randers, er blevet anholdt i Tyskland. Det oplyser Østjyllands Politi.
Politiet offentliggjorde tidligere i dag navnene og billeder af de mistænkte. Det skete efter en større aktion i går, hvor politiet trængte ind og ransagede flere adresser i Aalborg, hvor de tre personer tidligere har opholdt sig, uden at finde dem.
Politiinspektør René Raffo ville i forbindelse med efterlysningen ikke afvise, at de tre var søgt til udlandet – og det var præcis hvad de havde gjord. De blev nemlig alle anholdt i nærheden af Neumünster i dag kl 16.45 af tysk politi.
Anholdelsen og efterforskningen er sket i tæt samarbejde med Særlig Efterforskning Vest, tysk og hollandsk politi.
Politiet oplyser, at alle tre vil blive begæret udleveret til Danmark.