41-årig mand knivdræbt i Bjerringbro

Foto: Rigspolitiet
En 41-årig mand blev i nat dræbt af knivstik på sin bopæl i Bjerringbro. Politiet oplyser, at den formodede gerningsmand er anholdt og fremstilles i grundlovsforhør senere i dag.

Midt- og Vestjyllands Politi fik kort før klokken to i nat en anmeldelse om, at en 41-årig mand fra Bjerringbro var blevet dræbt af knivstik på sin bopæl på Bredgade. Politiet rykkede hurtigt frem og fandt manden død.

På baggrund af de oplysninger, som indgik i forbindelse med anmeldelsen, kunne politiet fastslå identiteten på den formodede gerningsmand. Kl. 03.30 blev han uden dramatik anholdt i besiddelse af det formodede gerningsvåben ca. 1,5 kilometer fra gerningsstedet. Der er tale om en 21-årig mand, der er bosiddende i Skive. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af torsdag.

– Vi ved endnu ikke så meget om mændenes indbyrdes relation eller motivet til knivdrabet, men vi formoder, at de kender hinanden i forvejen, og at der i forbindelse med en mindre, privat sammenkomst opstår tumult på stedet, som udvikler sig til knivstikkeri. Vi er i gang med at afklare det nærmere forløb, siger politikommissær Poul Fink fra Central efterforskning.

Politiets teknikere , hundepatruljer og efterforskere var her til morgen stadig i gang med undersøgelser på gerningsstedet og i området omkring gerningsstedet.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at man af hensyn til efterforskningen ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.