Prisen på en halv liter cola ligger nemlig typisk mellem 39 og 49 kroner, viser en gennemgang af menukortene hos de landsdækkende familierestauranter Bone’s, Café A, Dalle Valle, Flammen, The Burger og Jensens Bøfhus.
Det er mellem 117 og 173 procent dyrere, end hvis du køber en halv liter cola på køl i et supermarked.
– Du bliver trukket ind med bøfprisen, og så får du altså også lov til at betale for resten. Nogle gange er prisen for retten og sodavanden næsten den samme, og der går man for langt. Det er okay, at restauranterne skal tjene penge, men problemet opstår, når man som forbruger føler sig taget ved næsen, siger Martin Salamon, der er cheføkonom hos Forbrugerrådet Tænk, til Søndagsavisen.
Tal fra branchen viser, at restauranterne generelt tjener mere på drikkevarer end på maden. Det er en model, der får forretningen til at hænge sammen, forklarer Peter Mølkjær, der er partner hos Deloitte.
– Det handler om psykologi. Det er prisen på maden, der trækker kunderne ind, og det er der, man skal have en rigtig skarp pris. Så skruer man på priserne for alt det andet for at få det til at hænge sammen. Forbrugerne er mindre følsomme over for prisen på tilbehøret, forklarer han.
Hos brancheorganisationen Horesta mener man ikke, at det er fair at sammenligne priser på restauranter med en kold cola fra supermarked eller fastfoodkæder.
– Det er slet ikke samme produkt. På en restaurant serverer uddannet personale dine drikkevarer i et glad, der skal vaskes op. De rydder op efter dig, de kan rådgive dig, mens du er på restauranten. Så det er meget forsimplet billede at sammenligne, siger Nadeem Wasi, medlemschef for Horesta.