22-årig dømt for hæleri af en Porsche

En 22-årig litauisk statsborger er blevet fundet skyldig i hæleri af en Porsche Panemera årgang 2015 til en anslået værdi af 1,1 millioner kroner.

Dommen faldt i dag ved Retten i Esbjerg.

Bilen blev stjålet i perioden mellem den 25. og 26. februar i Dragør. Og gerningsmanden blev anholdt den 26. februar om morgenen i Varde og har siddet varetægtsfængslet frem til dommen.

Den litauiske mand blev idømt halvandet års fængsel, hvoraf de fire måneder var en reststraf fra et tidligere forhold. I tilgift blev manden idømt et indrejseforbud i 12 år.

Den 22-årige modtog dommen.