Indland 8 år siden

16-årig pige har anmeldt voldtægt

Af: Netavisernes Bureau
Arkivfoto: Morten Sundgaard - Skadestedsfotograf.dk

En 16-årig pige fra Aabenraa-området har anmeldt, at hun omkring midnat natten til fredag er blevet voldtaget i Sønderborg. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Pigen var sammen med nogle venner til byfesten på Ringriderpladsen i Sønderborg. På et tidspunkt gik pigen hen til noget buskads ved Sundquistgade nr. 15.

Hun har forklaret, at hun her blev antastet af en mand og efterfølgende voldtaget af ham. Manden forsvandt i ukendt retning.

Manden beskrives som dansk af udseende, spinkel af bygning og lys i huden. Brunt mellemlangt hår og han taler dansk. Hans påklædning er ukendt.

Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne i kontakt med alle, der kan have set eller hørt noget, der kan have forbindelse til sagen. Man kan ringe på telefon 114.

Læs også Morten Skov Christiansen ny formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation