Syd- og Sønderjyllands Politi håber på borgernes hjælp til at identificere en gerningsmand og et vidne i forbindelse med en anmeldelse om forsøg på voldtægt i Sønderborg.
Klokken 11.29 i dag modtog Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse fra en kvinde om, at hun var blevet forsøgt voldtaget på en grussti bag Mølleparkens Plejehjem i Sønderborg klokken cirka 10.00.
Kvinden har over for politiet beskrevet gerningsmanden som: mand, udlænding, 25-30 år med mørke skægstubbe, mørkt hår. Han var iført blå Adidas-bukser, blå hættetrøje og sort cap og bar mørke sko og bar en brun bæltetaske over skulderen. Han talte gebrokken dansk/engelsk.
På stien blev den forurettede og gerningsmanden anråbet af et vidne. Kvinden beskriver vidnet som: mand, 60-70 år, dårligt gående. Han råbte “Hallo – hvad har I gang i”.
Syd- og Sønderjyllands Politi håber at komme i kontakt med vidner, som har overværet hændelsen eller kan genkende gerningsmanden eller vidnet, som anråbte gerningsmanden.
Vidner og borgere, der i øvrigt har kendskab til hændelsen, kan kontakte politiet på telefon 1-1-4.

