nyheder2 8 år siden

Merethe Stagetorn er død

Af: Rolf Larsen

Den kendte forsvarsadvokat Merethe Stagetorn er død. Det skriver Altinget.dk.

Familien oplyser til Altinget, at hun døde søndag formiddag på sit plejehjem i København, omgivet af sine børn.

Hun blev uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 1965 og var advokatfuldmægtig ved Kammeradvokaten fra 1965 til 1967. Fra 1966 til 1993 var hun ekstern lektor ved Københavns Universitet, mens hun siden 1980 har været beneficeret forsvarer. I 1977 stiftede hun sit eget advokatfirma Stagetorn & Wenzel. Fra 1983 havde hun møderet for Højesteret, og i 1993 blev hun tilknyttet Københavns Universitet som censor.

Stagetorn arbejdede særligt med det strafferetlige område, og man ofte så hende som en markant forsvarsadvokat i højtprofilerede sager. Bl.a. har hun været forsvarer for Peter Brixtofte, Mogens Amdi Petersen og museet Trapholt da de stod anklaget for overtrædelse af dyreværnsloven i forbindelse med kunstneren Marco Evaristtis værk med guldfisk i blender

Stagetorn har været formand for Foreningen af Beskikkede Advokater. Hun var medlem af Strafferetsplejeudvalget.

Merethe Stagetorn var gift med advokat Ove Stagetorn indtil hans død i efteråret 2014. Sammen har de børnene Marianne og Henrik. Sidstnævnte er ligeledes uddannet advokat og arbejdede en overgang sammen med sin mor i advokatfirmaet Stagetorn Advokaterne.

Merethe Stagetorn blev 75 år.

Læs også Medie: Døve og tegnsprogstolke undersøges for bedrageri for millioner