Indland 8 år siden

Folk råber og spytter efter politiker: – Du er et forfærdeligt menneske

Af: Rolf Larsen
Folketingsmedlem Pernille Bendixen (DF) har oplevet at folk taler grimt til hende. Foto: TV2/FYN.

Dansk Folkepartis Pernille Bendixen har flere gange oplevet, at tilfældige forbipasserende på gaden råber skældsord efter hende. Hun kalder opførslen for ’primitiv’. Det fortæller TV2/FYN.

– Vi har oplevet i Dansk Folkeparti, at folk råber ad os med nogle meget ubehagelige ord, og der er også blevet spyttet efter os på gaderne. På Dyrskuet oplevede vi, at folk opfattede os som en smittespredende sygdom og råber ’åh, hvilken sygdom’ og løber videre, siger Pernille Bendixen, der både sidder i Folketinget og byrådet i Odense for Dansk Folkeparti til TV2/FYN

Hun er helt uforstående over for, hvad det er, der får mennesker, som ikke kender hinanden, til at angribe hinanden verbalt.

– Hvad er man for et menneske, når man mener, at man selv har ret til at råbe efter et andet menneske på den måde? Jeg synes, det en meget primitiv opførsel. Og jeg synes, man er meget dårligt stillet, når man ikke kan finde ud af at argumentere sig ud af sine holdninger, siger Pernille Bendixen.

Tilfældige mennesker
Den fynske folketingspolitiker har måttet lægge ører til mange forskellige angreb og ytringer fra personer, hun ikke kender.

– ’Du er et forfærdeligt menneske’ har jeg hørt folk råbe efter mig.

– Det er tilfældige forbipasserende mennesker eller en, man lige møder nede i Brugsen. Det er jo ikke nogen, jeg kender. Fremmede mennesker, der åbenbart mener sig berettigede til at råbe efter mig på gaden, siger Pernille Bendixen.

Hun forklarer, at hun selv forsøger at gå foran som det gode eksempel, når det kommer til at tale ordentligt til hinanden.

– Og så opfordre andre til at holde den gode tone. Det synes jeg, at jeg prøver selv. Gå efter bolden og ikke manden, siger Pernille Bendixen til TV2/FYN.

TV2/FYN har de seneste uger behandlet hvordan vi snakker til hinanden.

Læs også Mette Frederiksen indkalder til pressemøde