En 87-årig kvindelig fodgænger er død af de kvæstelser hun pådrog sig, da hun fredag formiddag blev påkørt i i Ringe på Midtfyn.
Uheldet skete kort før kl. 10 i krydset Stationsvej/Ørbækvej, da en 42-årig kvindelig bilist svingede til venstre fra Stationsvej ad Ørbækvej og her påkørte den 87-årige kvinde, som var ved at krydse Ørbækvej til fods.
Selvom påkørslen skete ved lav hastighed, pådrog den 87-årige kvinde sig så alvorlige kvæstelser, at hun kort før kl. 18 til aften afgik ved døden på Odense Universitets Hospital.
Den 42-årige fører af bilen er fra Odensekanten, mens den afdøde 87-årige er fra lokalområdet i Ringe.
De pårørende til den 87-årige – og føreren af personbilen – er underrettet om dødsfaldet, oplyser Fyns Politi.

