En 22-årig mand er alvorligt kvæstet efter et fald fra et tag i Aalborg i nat.
Nordjyllands Politi modtog kl. 03.38 i nat en anmeldelse om, at nogle unge mennesker opholdt sig på taget af Ved Stranden 9 i Aalborg.
En patrulje blev sendt til stedet og fik fra anmelders lejlighed kontakt til to unge mænd på henholdsvis 22 år og 23 år, der begge opholdt sig på taget af bygningen.
De to unge mænd blev bedt om at komme ned fra taget, og under denne dialog faldt den 22-årige ca. 10 m ned fra taget.
En ambulance blev tilkaldt, og den unge mand blev bragt til Aalborg Universitetshospital med alvorlige kvæstelser, men han er uden for livsfare.
De pårørende til den 22-årige mand er underrettet.
Da faldet skete, mens politiet var i kontakt med den 22-årige, blev Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) underrettet og har nu overtaget sagsbehandlingen. Her bekræfter man, at man nu behandler sagen og oplyser, at når Politiklagemyndighedens undersøgelse er afsluttet, vil myndigheden udarbejde en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i Viborg.

