En 21-årig polsk mand er blevet varetægtsfængslet efter tyveri af Lego for over en million kroner.
Manden blev anholdt på fersk gerning i forbindelse med tyveri fra en lastbil natten til fredag af Udlændingekontrolafdelingen i Padborg, som har forestået en efterforskning efter en lignende hændelse den 18. oktober.
Betjente konstaterede klokken 02.30 natten til fredag, at seks polske mænd var i færd med at stjæle kasser med Lego til en værdi af 1.080.000 kroner fra en lastbil parkeret på rastepladsen. Mændene havde skaffet sig adgang til lastbilen ved at skære køretøjets presenning i stykker.
Den 21-årige mand blev kort efter anholdt i en varebil med tyvekosterne, mens de øvrige fem mænd i gruppen blev anholdt i et andet køretøj, efter at de var kørt fra stedet til Tyskland.
Fredag blev den 21-årige fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg, sigtet for sigtet for dels tyveri natten til fredag fra en lastbil med værdifuldt gods på en rasteplads ved Frøslev Øst på Sønderjyske Motorvej, dels et tilsvarende tyveriforsøg fra en lastbil den 18. oktober.
Den sigtede erkender de to forhold. Retten valgte at varetægtsfængsle ham i fire uger, og han har ikke kæret varetægtsfængslingen.
De fem polske mænd, som blev anholdt i Tyskland blive begæret udleveret til Syd- og Sønderjyllands Politi.