Indland 8 år siden

To indbrudstyve anholdt i indbrudshærget landsdel

Af: Rolf Larsen
Foto: Politi.dk

Nordjyllands Politi har mandag eftermidadg anholdt to mænd på 37 og 39 år, der mistænkes for at stå bag flere tilfælde af indbruds-kriminalitet i det nordjyske.

Mere konkret mistænker politiet dem for at stå bag flere tilfælde af nylige indbrud, der har i den seneste tid har plaget områderne omkring nordjyske byer som Aabybro, Pandrup, Brønderslev og Hjallerup.

Begge mænd har tilknytning til en adresse i Randers, men det var på motorvejen, syd for Aalborg, at Nordjyllands Politi sidst på eftermiddagen slog til i en anholdelsesaktion, der blev tilrettelagt efter en kort, men meget intens efterforskning.

– Det er med stor tilfredshed, at jeg kan notere mig, at vi efter en solid indsats hurtigt kunne skride til anholdelse af to formodede indbrudstyve, siger lederen af politiets indbrudsefterforskning, vicepolitiinspektør Anders Uhrskov, der udtrykker håb om, at nordjyderne nu vil opleve en opbremsning i de mange indbrud, der har plaget landsdelen i den seneste tid.

De to anholdte mænd fremstilles i grundlovsforhør i morgen. Tidspunkt og sted er ikke fastlagt på nuværende tidspunkt.

Læs også Kræver stop for tildeling af dansk statsborgerskab