Hvidovre Fighters går konkurs

af


Ishockeyklubben Hvidovre Fighters meddelte i dag, at man har besluttet, at indstille driften med øjeblikkelig virkning.

I en pressemeddelelse fra klubben, der spiller i Superisligaen, hedder det bl.a.:

“Vi har forsøgt at redde selskabet de seneste måneder, men må – efter ekstern rådgivning – konkludere, at vi ikke kan lykkes. Bestyrelsen har derfor besluttet at indstille driften af Hvidovre Fighters med øjeblikkelig virkning.”

Beslutningen kommer, selvom der har været vist velvilje til at støtte projektet:

“Kommunen har vist velvilje, og hovedparten af spillere samt stab har været positivt indstillet, men flere har fremsat betingelser, som vi ikke kan opfylde. Dermed har vi ikke fået underskrifter på de nye kontraktbetingelser, som vi har kunnet tilbyde, hvis økonomien skulle hænge sammen, og vi skulle nå frem til et holdbart fundament, der rakte ud i fremtiden.”

“Vi er kede af, at det ikke kunne komme over målstregen, da et stort antal mennesker har lagt mange ulønnede timer i forsøget på at lykkes med ligahockey i Hvidovre.”

Beslutningen betyder også , at bestyrelsen og direktionen fratræder deres poster.

Ude af ligaen
Med konkursen er Hvidovre Fighters også ude af Superisligaen og som reglerne i ligaen foreskriver, så bliver samtlige Hvidovres kampe trukket ud af tabellen, som dermed bliver revideret.

– Det er en trist dag for dansk ishockey, og vi er kede af, at Hvidovre har måttet sige stop. Vi tager konkursen til efterretning og fortsætter sæsonen med ni hold, siger Kim Pedersen, turneringsleder for Superisligaen.

De ni resterende klubber i Ligaforeningen træder snarest muligt sammen for at diskutere, hvorvidt strukturen for turneringen skal forblive den samme. Som det er nu, spilles der med playin mellem nummer otte og ni, men med ni hold tilbage, kan det blive aktuelt at skippe playin og gå direkte til kvartfinalerne.

Hvidovre tildeles et års karantæne fra Superisligaen og kan derfor tidligst vende tilbage til landets bedste række i sæsonen 2020/21, hvis det økonomiske grundlag er i orden.

Hvidovres tilbagetrækning får ingen konsekvenser for stillingen i kampen om pladserne i Metal Final4, ishockeyens pokalturnering.