38-årig fængslet for voldtægt og voldtægtsforsøg

af

Retten i Glostrup har i dag idømt en 38-årig mand fra København seks og et halvt års fængsel for en fuldbyrdet voldtægt og to voldtægtsforsøg begået mod tre kvinder.

Den fuldbyrdede voldtægt skete tidligt om morgenen den 13. juni i år mod en dengang 29-årig kvinde i hendes lejlighed i Rødovre, hvor han tvang hende til at låse sig ind og voldtog hende.

Efterfølgende lykkedes det hende at undslippe og tilkalde hjælp, hvilket medførte, at politiet kort efter anholdt ham i lejligheden.

Han blev fremstillet i grundlovsforhør samme dag og har siddet varetægtsfængslet siden.

Efterforskningen afslørede, at han tidligere samme nat havde forsøgt, at voldtage en 27-årig kvindelig bekendt i hans egen bil på en sti i Solrød.

Efterforskningen godtgjorde desuden, at der kunne rejses tiltale mod ham for at trænge ind og forsøge at voldtage en 71-årig kvinde i hendes kolonihavehus i Kastrup den 23. maj. Det blev dog afværget, fordi hun gjorde modstand og skreg, til han stak af.

– Der er tale om voldelige krænkelser mod tre kvinder, hvor to af dem var helt tilfældige og blev udsat for det i deres eget hjem – og det har retten anset for at være særlig skærpende, siger senioranklager Peter Rask, Københavns Vestegns Politi.

Dømte har nægtet sig skyldig og ankede dommen til frifindelse.