Fire mænd dømt for tyveri af elektronik fra lastbiler

af

Fire mænd er nu dømt for tyveri og forsøg på tyveri fra lastbiler, der kørte med elektronikvarer fra Sverige til Danmark.

Tre mænd på 25, 28, og 38 år med albansk baggrund og ophold i Sverige er blevet idømt fængsel i et år og tre måneder og er udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år for et tyveri og et forsøg på tyveri fra lastbiler, der kørte med varer for Elgiganten. En fjerde mand på 38 år fik i sidste uge sin sag afgjort, som en tilståelsessag. Han blev dømt for et forsøg på tyveri og blev straffet med fængsel i seks måneder og udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år. Det oplyser Østjyllands Politi.

Fulgte efter lastbil
De fire mænd er dømt for den 21. juni, sammen med en ukendt gerningsmand, at have fulgt efter en lastbil, der kørte med elektronikvarer fra et lager i Jönköbing i Sverige til Fjelsø ved Aalestrup. I Fjelsø forsøgte de at bryde ind i lastbilen, der holdt parkeret ved et transportcenter, ved at skære hul i tagpresenningen, men endte med at opgive og kørte fra stedet i flere biler. Herefter skete der anholdelse af de tre tiltalte.

De tre mænd er desuden dømt for tyveri fra en lastbil den 8. juni 2018 i Nørresundby, hvor de stjal elektronikvarer til en værdi af godt 650.000 kroner. Også her havde de fulgt bilen fra Sverige til Danmark og skåret hul i tagpresenningen for derefter at læsse varerne over på en påhængsvogn, de også er dømt for at have brugsstjålet.

– Særlig Efterforskning Vest og Nordjyllands Politi har i samarbejde leveret et rigtigt godt stykke efterforskningsarbejde, og jeg er tilfreds med at Retten i dag har takseret tyverierne med fængsel og udvisning til de tiltalte, siger anklager Signe Gråkjær Petersen.

Sagen er en del af et kompleks, og der er berammet yderligere en sag med tre tiltalte i januar måned.

De tre mænd, der torsdag fik dom ved Retten i Aalborg, modtog dommen og er fortsat fængslet efter dom.