Politi og brandvæsen blev mandag morgen kaldt ud til en brand i en lejlighed på Tøjhushavevej i Randers.
Branden opstod omkring kl. 7.30 og kort efter anmeldelsen var både politiet og brandvæsnet på stedet, hvor seks personer blev evakueret fra de omkringliggende lejligheder.
Branden nåede at forårsage store skader på lejligheden, inden den blev slukket.
Ifølge Østjyllands Politi kom ingen mennesker umiddelbart til skade.
Påsat brand
Ud fra vidneforklaringer og spor fundet på stedet, efterforsker Østjyllands Politi branden som påsat.
Efterforskningen peger på, at motivet til brandstiftelsen bunder i en intern konflikt, og der er derfor ikke grund til at frygte yderligere brandstiftelser i området.
Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der har set noget mistænkeligt omkring på Tøjhushavevej omkring kl. 7.00 – 7.30. Derudover hører politiet gerne fra borgere, der kan have set mistænkelig adfærd på tankstationer i Randers op til brandtidspunktet.
Oplysninger kan gives via tlf. 114.