Plejefar misbrugte plejebørn seksuelt – nu er han idømt 15 års fængsel

af

Desmon Ward er blevet idømt 15 års fængsel for seksuelle overgreb mod bl.a. to plejebørn i hans varetægt. Foto: Sussex Police.

En 60-årig mand er blevet idømt 15 års fængsel for gennem flere år, at have krænket flere drenge seksuelt.

Overgrebene fandt sted over en 11-årig periode mellem 1983 og 1994 og gik ud over fire drenge.

Manden, Desmond Ward, var plejefar fra 1989 indtil 1994, da der opstod beskyldninger om, at han havde krænket en dreng, som havde været i hans varetægt. Beskyldningerne blev undersøgt og det samme blev to lignende beskyldninger i 1998 og 2004. Men selvom der på det tidspunkt ikke var nok beviser for at kunne få en domsfældelse i nogen af de tre sager, blev Desmond Ward fjernet fra listen over familieplejere.

Men i 2015 kom der nye beskyldninger mod Desmond Ward, fra en anden, som også havde været plejebarn hos ham. Selvom vedkommende i første omgang ikke ønskede, at det skulle ende i en retssag, så fik det alligevel politiet til at kigge på de tre tidligere sager igen og kontakte de involverede. Under efterforskningsarbejde stod så et fjerde offer frem i 2016.

Gennem de fire sager fik politiet skabt et klart billede af Desmond Wards adfærd og der blev udstedt en arrestordre.

– Et plejebarn var i pleje hos Ward mellem 1993 og 1994. Misbruget begyndte næsten med det samme og stoppede først, da drengen fortalte en socialarbejder hvad der var sket med ham, fortæller Beccy Hopkins, kriminalbetjent hos politiet i Worthing og fortsætter:

– Et af de andre ofre, var ikke plejebarn, men var netop blevet tre år, da overgrebene fandt sted. Det skete mens Desmond Ward var hans babysitter. Herefter fortsatte et mønster med grooming (manipulation af børn -red.) og overgreb, indtil ofret var 15. Men først omkring ti år senere, følte han sig i stand til at tale om, hvad der var overgået ham.

– Et tredje offer var i midlertidig pleje mellem 1990 og 1991, da Desmond Ward gentagene gange krænkede ham seksuelt. Det misbrug blev først anmeldt i 1998, flere år efter drengen ikke længere var i pleje, fortæller Beccy Hopkins.

– Det fjerde offer, var ikke plejebarn, men boede ind i mellem hos Ward i weekenderne mellem 1988 og 1994, hvor han blev krænket seksuelt. Det blev først anmeldt til politiet i 2016.

– Ofrene er nu voksne og mødte i retten for at vidne under retssagen. Domfældelsen er et bevis på det utrolige mod, som det må have krævet for dem, at vidne mod Desmond Ward efter så lang tid. Han var en opportunist og sexforbryder, som satte sig selv i en position, hvor han blev stolet på, for at få adgang til unge sårbare drenge, hvoraf to var pleje-børn, slutter Beccy Hopkins.

Desmond Ward blev fundet skyldige ved to separate retssager i september sidste år og oktober i år. Fredag den 21. december blev straffen udmålt ved Lewes Crown Court og den lød på 15 års fængsel. Desuden skal Desmond Ward være registeret som seksualforbryder resten af sit liv.