43-årig truede med at slå mor, far og barn ihjel

af

Retten i Holbæk har bestemt, at en 43-årig mand fra Søborg skal varetægtsfængsles efter han har fremsat trusler på livet mod en familie i boligkvarteret Ladegårdsparken i Holbæk. Det skriver Holbaekonline.dk.

Midt- og Vestsjællands Politi fik i går morges ved 7.30-tiden en anmeldelse fra en familie i Ladegårdsparken om, at den var blevet truet af en 43-årig mand, som truede med at slå både forældrene og et barn ihjel.

Politiet kørte til området og anholdt den 43-årige, som blev sigtet for trusler mod vidner.

Efter indbringelsen til Holbæk politistation blev han så udadreagerende, at han måtte undersøges af en læge på sygehuset i Holbæk.

Den 43-årige blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holbæk med henblik på varetægtsfængsling for at undgå yderligere trusselssager mod familien. Retten bestemte, at den 43-årige mand skulle varetægtsfængsles foreløbigt til den 29. januar.

Onsdagens episode var ikke første gang, at han havde truet familien. Det skete nemlig også natten til lørdag.

Holbaeoknline.dk skriver, at årsagen til truslerne skal findes i en hærværkssag fra oktober sidste år, hvor manden var blevet sigtet for at ødelægge en rude i en opgangsdør i kvarteret. Det var sket med baggrund i blandt andet vidneudsagn fra den truede familie.