KL fyrer direktør

af

Kommunernes Landsforening, KL, har fyret direktør Arne Eggert.

Fyringen sker fordi han “efter ledelsens vurdering har haft en adfærd, som ikke er forenelig med en stilling som direktør i KL”, står der i en pressemeddelelse, som KL udsendte onsdag aften.

Hvad det er for en adfærd, som Arne Eggert skal have haft, står der ikke noget om i pressemeddelelsen, hvor KL’s administrerende direktør Kristian Wendelboe udtaler:

– Det her er en situation, som vi rigtig gerne ville have været foruden i KL. Vi har haft nogle grundige drøftelser med vores medarbejderrepræsentanter og er på den baggrund nået frem til, at den adfærd, der er blevet udvist, ikke er forenelig med det direktøransvar, der ligger i KL.

Arne Eggert har været direktør i KL siden 2016 med ansvar for børn/dagtilbud, folkeskole, uddannelsespolitik, digitalisering og velfærdsteknologi.