Hærværk mod kirke – malede omvendt hagekors på muren

af

En eller flere gerningsmænd har malet et spejlvendt hagekors med grøn spraymaling på Vojens Kirkes sydvendte ydermur. Nu søger politiet vidner.

Syd- og Sønderjyllands Politi håber på borgernes hjælp i forbindelse med efterforskningen af hærværk, der er begået mod Vojens Kirke, Østerled i Vojens.

På et tidspunkt mellem tirsdag klokken 15.30 og onsdag klokken 08.00 har en eller flere gerningsmænd malet et spejlvendt hagekors med grøn spraymaling på kirkens sydvendte ydermur. Hagekorset fylder 70 x 70 centimeter.

Borgere, som har lagt mærke til personer nær kirken, der har været i besiddelse af grøn spraymaling, eller som i øvrigt har oplysninger i sagen, kan kontakte Politiet på telefon 114.