Mand fundet død efter brand: Havde været udsat for grov vold

af

Foto: Morten Sundgaard – Skadestedsfotograf.dk

En 65-årig mand mand torsdag fundet død i forbindelse med en brand i et hus på Færgevej i Gundestrup ved Grevinge i Odsherred. Nu viser det sig, at manden forinden havde været udsat for grov vold.

Politi og brandvæsen blev kl. 07.14 torsdag morgen sendt til branden, der allerede ved ankomsten havde godt fat i huset. Brandfolkene fik ilden under kontrol og inde i huset blev liget af en mand fundet. Han er blevet identificeret og de pårørende er blevet underrettet.

Politiet efterforsker dødsfaldet som en drabssag, da afdøde har nogle skader, der er påført forud for branden. En efterfølgende obduktion har vist, at den 65-årige har været udsat for grov vold.

Politiets brandteknikere undersøger her til formiddag ejendommen, og det kan på nuværende tidspunkt ikke udelukkes at branden var påsat, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

– Vi er meget interesserede i at tale med vidner, der måtte have bemærket noget mistænkeligt i området omkring Færgevej 4 i Gundestrup og på vejstrækningen Nykøbingvej imellem Holbæk og Vig i tidsrummet fra onsdag formiddag omkring kl. 10.00 til torsdag morgen, hvor branden startede. Det kan være personer, køretøjer eller noget som afviger fra det normale i området. Skulle nogen sidde inde med en konkret mistanke eller i øvrigt har oplysninger i sagen, vil vi meget gerne tale med dem, udtaler vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard, der er leder af efterforskningen.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

This slideshow requires JavaScript.